Stjernedigt Edith Södergran

Edith Södergran Septemberlyran (1918) v/ Peer Sibast

Triumf at være til...

Hvad frygter jeg? Jeg er del af uendeligheden.
Jeg er en del af altets store kraft,
en ensom verden i millioner af verdener,
en førstegrads stjerne som slukkes sidst.
Triumf at leve, triumf at ånde, triumf at være til!
Triumf at mærke tiden rinde iskold gennem sine årer
og høre nattens tyste flod
og stå på bjerget under solen.
Jeg går på sol, jeg står på sol,
jeg ved af intet andet end sol.
[…]
Tid – du morderske – vig fra mig!
Solen fylder mit bryst til randen med liflig honning
og hun siger: engang slukkes alle stjerner, men de lyser
altid uden skræk."

https://litteratursiden.dk/forfattere/edith-sodergran