Stjernedigt E.A.Poe

Edgar Allan Poe: Evening Star (1827) v/ Otto Rung

 

AFTENSTJERNEN

Det var sent i en Sommer

og sent i en Kvæld,

og hver Stjerne i Zenith

var isnet ihjel

af den tindrende Maane -

kun trælle, der dø!

Hun selv i sit Hvælv

hendes Sølv over Sø.

 

Jeg higed' en Stund

mod hin magiske Mund,

der mødte mig knugende koldt.

Men en Sky drog sin Flig

for det smilende Lig,

og mod Mørket, der gabede goldt,

jeg skimted' dit Skær

saa for underligt nær:

Du min Aftenstjerne stolt!

 

Til mit saarede Sind

gav dit Kjærteskin

sit søde livsalige Gys;

thi en hedere Rus

har dit brændende Blus

end hint øde og iskolde Lys!

 

https://kalliope.org/da/text/poe2002012402