Stjernedigt A. C. Clarke

Arthur C. Clarke: 2001. En odyssé i verdensrummet (1968)

FORORD

Bag hvert nulevende menneske står tredive ånder, for antallet af afdøde er tredive gange så stort som klodens nuværende befolkning. I alt har cirka hundrede milliarder mennesker levet på vor klode.

Tallet er for så vidt interessant, for ved et ejendommeligt træf er der omtrent hundrede milliarder stjerner i vort lokale univers; Mælkevejen. For hvert menneske, der har levet, lyser følgelig en stjerne i dette univers.

Men hver eneste af disse stjerner er en sol, som ofte er langt mere strålende og imponerende end den lille stjerne nær ved os, som vi kalder Solen. Og mange - måske de fleste - af disse fremmede sole omkredses af planeter. Der er følgelig næsten med sikkerhed tilstrækkelig meget territorium i verdensrummet til, at hvert eneste medlem af arten menneske, helt tilbage til det første abemenneske, kunne have sin egen private himmel - eller sit eget private helvede - i klodeformat.

Vi har ingen mulighed for at skønne om, hvor mange af disse mulige himmeler eller helveder der er beboet, og i givet fald af hvilke væsner; den allernærmeste er en million gange længere borte end Mars og Venus, disse endnu fjerne mål for det næste slægtled. Men de skranker, afstandene sætter, er i færd med at smuldre; en skønne dag vil vi møde vore lige - eller overmænd - ude blandt stjernerne.

Menneskene har været længe om at se denne fremtidsudsigt i øjnene; nogle håber stadig, at den aldrig vil blive til virkelighed. Stedste flere spørger imidlertid: "Hvorfor har sådanne møder ikke allerede fundet sted, da vi jo nu selv står i begreb med at vove os ud i rummet?"

Ja, hvorfor mon ikke? I det følgende vil man finde et muligt svar på dette meget fornuftige spørgsmål. Men husk venligst, at bogen kun er en fantasi.

Sandheden vil, som altid, være langt mærkeligere.

A.C.C.