Stjernedigt Bjørnson

Bjørnstjerne Bjørnson: Aftnen er stille, timerne trille (1866)

 

Aftnen er stille,
timerne trille
lydløse ned i det evige væld.
Kun mine tanker
lyttende vanker, -
vil hun ej komme i kvæld,
- ej komme i kvæld?

Vinteren drømmer,
stjernerne svømmer
gennem dens florlette syner og ler,
nævnende sommer,
elskov og blommer, -
tør hun ej møde mig mer,
- ej møde mig mer?

Havet, med panden
is-lagt mod stranden,
sukker i længsel og rejsesyg ro.
Skibe for anker,
sejlfyldte tanker, -
o, vi må findes, vi to,
- må findes, vi to!

Sneen har dalet,
tumlet og malet
eventyr-let den skovdunkle vej.
Dyrene lister,
slagskygger frister:
var det dit fodtrin, o nej,
- dit fodtrin, o nej!

Modet du savner,
rimfrosten favner
længselens grene, fortryllet du står.
Men jeg tør sprænge
dækket og trænge
ind, hvor i drømme du går,
- i drømme du går.