Stjernedigt 54

Léopold Sédar Senghor v/ Uffe Haarder

 

NAT I SINE

Kvinde, læg dine balsamiske hænder på min pande,
Dine hænder blødere end pelsværk.
Over os de svajende palmer, vi hører næppe deres raslen
I den høje nattebrise. Selv ammen synger ikke mere.
Lad denne rytmiske stilhed vugge os.
Lad os lytte til dens sang, lad os lytte til vort mørke blod,
Der dunker i årene, lad os lytte
Til Afrikas store puls, der banker i tågen over de glemte landsbyer.

Nu glider den trætte måne mod sin seng af havblik,
Nu dæmpes latteren, og selv fortællerne
Nikker som barnet på moderens ryg,
Nu mærker danserne føddernes tyngde, veksel-korenes stemmer sløres.

Det er tiden for stjernerne og for natten, der drømmer og
Støtter sin albue mod denne høj af skyer, svøbt i sit lændeklæde af mælk.
Svagt lyser hytternes tage. Hvad siger de, så fortroligt, til stjernerne?
Under dem slukkes ilden i ramme og søde duftes intimitet.

(...)