Stjernedigt 43

Thorkild Bjørnvig: Abeguder Miljødigte 1975-80. Prosaversion v/ Erik K. Sørensen

 

RUMMET SKAL IKKE VÆRE NOGEN UNDTAGELSE

Når det er stjerneskuddenes tid plejer man at ønske. Sct. Laurentii tårer hed de, dengang de indgik i den kosmiske legende og man mente, de aldrig faldt ned på jorden. Og endnu i slutningen af det 18.årh. stod det videnskabeligt fast at ingen genstand fra ydrerummet traf jorden. En beretning om et meteorfald, undertegnet af 300 øjenvidner i Gascogne 1790, til Det franske Akademi, besvarede en fysiker: "Hvor beklageligt for fornuftige mennesker at se et helt kommunestyre protokollere og bevidne rigtigheden af rene folkekrøniker." Det er videnskabeligt at tvivle, men alligevel.

Og for 70 år siden 30. juni 1908 eksploderede et eller andet over tundraen i Sibirien, hvad ved ingen, kun virkningerne er bekendt og undersøgt: eksplosionen hørlig hundreder af kilometer borte, jordrystelser konstateret på seismografer i Moskva og Irkutsk, på Java og i Washington, trykbølger mærkbare 65 km borte, skovene omkring eksplosionsstedet brændte i dagevis, og indfangede rensdyr fra samme område led af en dengang ukendt kræftlignende sygdom. Og så velbevarede har virkningerne været i tundraens dybfryser, at pålidelige forskere endnu i dag har konstateret gammastrålepåvirkning af planter i området.

(...)

Som man før strengt videnskabeligt havde tænkt, at intet ude fra rummet kunne nå jorden, havde man endnu længere tilbage tænkt, at intet nede fra jorden kunne nå ud i rummet. Og derefter: at udforskningen af rummet kunne samle den splidagtige menneskehed, et mægtigt fascinerende fælles mål.

Hvilken naivitet!

En videnskabsmand fra det amerikanske forsvarsministerium har klart sagt: "Rummet er faktisk en fantastisk arena. Vi må lede den strategiske krig bort fra jorden. Afskyen for en krig i rummet er simpelthen forkert."

Og fordi amerikanerne på visse punkter er bagefter russerne i rumkapløbet har en general i luftvåbnet m.h.t. militær udnyttelse af den påtænkte rumfærge derovre fastslået: "Der har aldrig været noget transportmiddel i menneskehedens historie, som ikke har været udnyttet til økonomiske og militære formål. Rummet skal ikke være nogen undtagelse." (Det er velgørende, når folk udtrykker sig, så det ikke kan misforstås.)

Altså, vi forstår: den kredsende logik farer ad en tangent ud i rummet, bøjer af til en endnu større og farligere kredsning, ikke mindre hermetisk end den første: satelitter, rumfærger, overvågningskameraer og farende spejle til opfangelse og videresendelse af laserstråler -

Er der ikke længere åbent mod rummet? Bor vi under en sindssygs kæmpemæssige transparente hjerneskal? Og kan vi nårsomhelst og hvorsomhelst rammes af hans eksplosive radioaktive vildfarne tanker? (Hvor præmisserne er falske lurer døden i enhver logik.)

Hvad kan vi ønske os ved disse menneskeskabte stjerneskud? Noget med kærlighed? Rejser? At nogen ikke må dø? Højest at de lysende spor må forblive stjerneskud. Under øjenlågene brænder Sct. Laurentii tårer. Der må findes tanker i rummet, i hjertet, der drager menneskelig vilje - som månen havet - og solen græsset: en sidste modformel.

 

http://www.marmet-meteorites.com/id29.html