Stjernedigt 37

I.P. Jacobsen

 

HAR DAGEN SANKET AL SIN SORG

Har Dagen sanket al sin Sorg

Og grædt den ud i Dug,

Saa aabner Natten Himlens Borg

Med evigt Tungsinds tavse Sorg.

Og en for en

Og to for to

Gaa fjerne Verd'ners Genier frem

Af Himmeldybets dunkle Gem.

Og højt over Jordens Lyst og Elende

Med Stjernekerter højt i Hænde

Skride de langsomt hen over Himlen.

De Fodtrin skifte

Med sorg i Sinde...

Underligt vifte

For Rummets kolde Vinde

Stjernekjerternes flakkende flammer.

 

https://kalliope.org/da/text/jacobsenandrea22