Stjernedigt 33

Ernst Jünger Krigsdagsbog v/ Thorkild Hansen

 

Voroshilovsk, 7. december 1942

I går var en betydningsfuld dag; jeg vandt et skær af "Dette  er du". I årevis, siden Sydamerika, har jeg ikke været under en sådan indflydelse.

(...)

Aftenen var stjerneklar, de store stjernebilleder funklede i et lys, som jeg kun har set magen til i Syden. Mon følelsen af den enorme kulde, der overfalder os ved dette syn, også kunne fornemmes i andre tider? Jeg har hidtil set det skildret tydeligst i nogle vers af Heinrich Georg.

Også morgenen var strålende; ikke den mindste sky slørede det blå himmelrum. Jeg gik op i kirketårnet, der på en kvadratisk sokkel bærer et ottekantet skaft og på dette atter en flad, løgformet kuppel. For første gang så jeg ud over byen som et hele, med dens vidstrakte, firkantede blokke og kvarterer af lave huse, blandt hvilke hist og her en kæmpestor nybygning rager op: en kaserne eller en politigård. For at kunne bygge den slags kasser var man altså nødt til at aflive nogle millioner mennesker.

Lige foran portene syntes Elbrus at rage op med sin dobbelttinde og sine sneflanker, der lyser som sølv i morgensolen, og dog ligger bjerget mange dagsmarcher borte. Den mørke Kaukasus-kæde, som den hæver sig i, så uanselig ud i sammenligning. Længe har jorden i et sådant billede stået for mig som hændernes værk, som Guds arbejde.

 

https://de.wikipedia.org/wiki/Stawropol