Stjernedigt 30

Antoine de Saint-Exupéry

Blæsten, sandet og stjernerne (1940)

Jeg sætter kurs efter miderpunktet på en ret linje trukket melle Aleksandria og Kairo. På den måde undgår jeg de forbudte kystzoner, og trods mulig afdrift må jeg ramme lysene fra en af de to byer, eller i hvert fald lysene fra Nildalen. Jeg beregner en flyvetid på 3 timer 20 minutter, hvis vinden er konstant, 2 timer og 45 minutter, hvis den løjer af. Og jeg går i lag med mine 1050 kilometer ørken.

I den måneløse nat bevæger jeg mig som i en flydende asfalt, der har hævet sig til stjernerne. Jeg skal ikke møde et eneste lys eller landkendingsmærke; uden radio som jeg er, skal jeg ikke modtage et eneste menneskeligt tegn, før jeg når Nilen. Jeg forsøger end ikke at iagttage andet end mit kompas og mit Sperry-gyroskop. Jeg interesserer mig kun for en fosforescerende stribe, der bevæger sig på instrumentes mørke skive med en langsomt åndende rytme.

Når Prévor skifter plads, balancerer jeg maskinen forsigtigt af. Jeg går op til 2000 meter, hvor vinden ifølge min vejrmelding vil være mest fordelagtig. En gang imellem tænder jeg en lampe for at observere de visere, som ikke er selvlysende; men den meste tid sidder jeg i mørket blandt mine små private konstellationer, der lyser med det samme minerallys som stjernerne, det samme uopslidelige og hemmelige lys, og taler det samme sprog.

Ligesom astronomerne studerer også jeg et himmelkort. Også jeg befatter mig med en ren og uselvisk granskning. Prévor er sovet ind efter at have strittet bravt imod, og jeg nyder min ensomhed bedre. Kun motorens blide brummen og på instrumentbrættet foran mig, de roligt lysende stjerner.