Stjernedigt 1

"Stjernedigte" er -

Uddrag af og links til litterære tekster om natten og nattehimlen.

Undersøgelse af to spørgsmål: Hvordan anvendes nattens mørke, Månen, stjernerne og rummet som "steder"/ topoi? Hvilke formål kan forfattere og digtere have med at skildre (oplevelser af) rummet og himmellegemerne?

Litterær Wayback-machine til tiderne før lysforurening.  

http://internetdidaktik.dk/vi-kysser-stjernerne-godnat

 

Carsten Hauch: Pleiaderne ved Midnat.

 

Vi ere de natlige Væversker,

Der sanke de usynlige Traade

Fra Melkeveiens yderste Rundkreds,

Hvor Vævens Ende staaer.

 

Svævende Nattesyner,

Aldrig trættede,

Flyvere uden Vinger,

Med hvem dog ingen Fugl

Kan maale sig i Flugt.

 

For os er Tiden knap begyndt,

Skjøndt hine Døgnfluer af Verdner,

Nysudrugede,

Flyvende Fnug i det uhyre Lufthav,

Drømmer om Æoner og Evigheder,

Og troe, at Enden er der,

Skjøndt de ei endnu have fuldendt

Et eneste Kredsløb

Omkring de fastforbundne Atlasdøttre,

De Lysøiede,

Hvis Blik funkler igjennem Sløret,

Og der bærer utallige Verdners Tryk,

Uden at mærke det;

Og der ligne svulmende Druer,

Fra hvilke Livets Drik nedstrømmer.

 

Hvad I kalde tusinde Aar,

Er kun et kløvet Sekund,

For kort til at vort Øies Blink

Deri

Kan naae den Nærmeste blandt vore Døttre.

Som kredser i Melkeveiens Ring.

 

For os er Eders længste Sorg

Kun som Døgnfluens dirrende Vingeslag

Før dens hurtige Død.

 

Og dog er ogsaa vi Timelighedens Børn,

Og selv de længste Baner,

Hvori lysende Verdner dreie sig,

Ere for Intet at regne

Mod Evighedens usynlige Kreds,

Hvortil Tiderne aldrig naae;

Og skjøndt vi udmaale dem

Med Millioner af Aar,

Ere de kun som en Strøm,

Der udtørres og hensvinder i en Sommerdag,

Mod det uendelige Hav, der aldrig udtørres,

I de høie Aanders Rige,

Som forløstes fra Tidernes Tryk.

https://kalliope.org/da/text/hauch1861a0