SPROGKASTELLET DER RØG I LUFTEN


 

 

Servicechef Børge Olsen gik gennem den kølige morgenlufts duft af nedfaldne blade hen til Sydbyens Sprog & Kompetencecenter og blev pludselig helt vågen da han opdagede at den fire-etagers rødstensbygning svævede omkring ti centimeter over fundamentet. Der var i nattens løb opstået en revne hele vejen rundt som kunne være skåret med en diamantklinge. På nærmest magisk vis var ingen kabler, ledninger og rør afbrudt, kun havde de strakt sig lidt.

Olsen tænkte, at det nok ikke var gået med gammeldags rør af cement eller jern, men da kommunen overtog Sydbyens kaserne, fordi militæret var gået på skrump efter den kolde krigs ophør, havde man skiftet hele bygningens nerve- og fordøjelsessystem ud med moderne, elastiske materialer. Alle murstenene sad hvor de skulle, og der var ikke drysset en krumme mørtel af. Det hele så ud til at hvile på et eller andet usynligt og umærkeligt felt, ligesom i en science-fiction film. Olsen var helt, helt sikker på at ingen, hverken service-kollegerne i kommunen, eller skolens ledelse, ville tro ham hvis han fortalte dem denne nyhed. Og derfor greb han ikke mobiltelefonen, men koblede bare tyverialarmen fra og gik ind.  

Med et lille ubevidst gisp åbnede han hoveddøren og kiggede mistroisk ind. Forhallen lignede stadig en god socialdemokratisk-radikal kultur – og sprogmaskine, komplet med pastelfarvede vægge, PH-lamper, opslagstavler, kaffeautomat og velvalgt dansk kunst: Per Kirkeby, Trampedach, lidt mere Kirkeby - og en enkelt Bjørn Nørgaard for afvekslingens skyld. Det var egentlig beroligende at se, at billederne ikke var blevet kønnere eller mere forståelige i løbet af natten, og at alle potteplanterne stadig så ud til at nyde udsigten. Kontorer og klasseværelser lignede sig selv, så meget de bare kunne. Nogenlunde beroliget gik Olsen hovedrystende, men samvittighedsfuldt, i gang med sit arbejde, hvilket da også hvert år til julefrokosten udløste en nydelig gaveæske med to flasker rødvin til Skolens bedste medarbejder. Han skulle snart gøre en anden hovedrystende opdagelse.

Bag skolens høje, hvidmalede forsatsvinduer havde der, i takt med at eleverne mødte ind og solen fik magt over tågen over græsplæner og parkeringsplads, været en del panderynket palaver i klasseværelserne. Underviserne på Sprog & Kompetencecentret havde lært ikke at spekulere unødigt, man passede sit arbejde, gjorde man, underviste Sydbyens indvandrere i sprog og kompetencer og lod højere aflønnede personer om at træffe beslutninger om hvad der var op og ned her i verden.

 - Eleverne kunne jo med deres egne brune øjne se, at bygningen hang fast og solidt i sine fortøjninger og ikke var på vej op i det ydre rum, sådan lige med det samme. Det er desværre ikke alle, som har lært ikke at tro på umuligheder, såsom flyvende tæpper, antityngdekraft eller levitation. Og hvis sådan noget alligevel skulle vise sig i hverdagen, bør man betragte det som et problem, andre mennesker nok vil tage sig af. Helt sikkert en væsentlig kompetence.

 - Det er vel håndværkerne, der er i gang med reparationer. Hvad den moderne teknologi dog ikke formår. Det er nu ret smart sådan at løfte huset op, så man bedre kan komme til. Sådan gik en del tid med at berolige eleverne, men efterhånden fik alle fundet bøger og skriveøvelser frem. 

Vi har ladet os fortælle, at mennesker med god forstand mener de er bedst egnet til at fordele kulturens goder, netop fordi de er forstandige. Borgere, som ikke så let lader sig køre rundt med af tilfældige stemninger og konspirationsteorier, de danner samfundets hjernevæv og bekæmper overtroisk snak om, hvad der kan og navnlig ikke kan lade sig gøre. Man bør følge forstandens neonoplyste motorvej. Ellers kan der hurtigt opstå mistanke om, at man er på vej ud i overtroens mudrede flod.

Langs den bor der bare småtossede digtere, overvintrede hippier, gamle rengøringsdamer og sømænd som er gået på efterløn, og selvom det måske kan være morsomt at høre almuen sludre om havfruer, nisser, trolde og lygtemænd, så er det ikke smart for karrieren at tale højt om den slags utøj. Det er en vedtagen ting, at vedtagne fysiske love kan forklare hvorfor Elverhøj ude på Stevns i fuldmånenætter hæver sig på fire hvidglødende pæle, med samt græstørv, blomstrende hvidtjørn, arkæologisk planche og hele pibetøjet.

Op ad formiddagen ankom forstander Sidsel Enevoldsens lysegrå Volvo til Centret og fandt sin reserverede plads. Føreren steg ud og så sig omkring. Den dér nye bredbagede firhjulstrækker, fyldte den ikke temmelig meget? Hvem mon ejede den? Hvor ofte havde hun ikke underholdt frokostbordet med hvor vigtigt det var for de ansatte ikke at køre i en bil, som viser noget om indtægt og status?

  - For eksempel viser en almindelig svensk herregårdsvogn, at man er en ganske almindelig borger i et demokratisk samfund. Og det kunne medarbejderne rundt om bordet vel nok være enige i. - Det gælder jo om at lære de udlændinge, skolen slider med at bibringe dansk sprog og danske værdier, at selvom man har succes, skal man ikke lade sig forføre af den. Ved jorden at blive, det tjener os bedst, som gamle Grundtvig også sagde. - Og sund, national beskedenhed er netop det vi skal lære de fremmede, samtidig med at vi opretholder en professionel anonymitet og distance til kursisterne. Man må ikke lægge op til at mennesker fra andre kulturer kan misforstå dansk nationalkarakter. Man må for eksempel aldrig tilbyde en kursist et lift ind til byen efter skoletid. For ikke at tale om at gå på café eller i biografen sammen med nogen af de fremmede, eller ligefrem besøge dem privat. Det ville give et helt forkert indtryk af hvad integration går ud på. Madpakkerne gumlede og drak kaffe. - Men dog, er klokken virkelig så mange, arbejdet kalder jo på os!

Lærerne skramlede stole og service på plads og hastede tilbage til klasseværelserne. Duften af smørrebrød og automatkaffe hang i frokoststuens gardiner. 

 Tilfreds med sin lille peptalk kunne fru Enevoldsen gå ind på sit kontor med mahognimøblerne og malerier af husarer og heste i fri dressur - arvestykker fra oberstkontoret - og lukke døren for at være uforstyrret. I disse dage var hun i gang med at skrive en vigtig ansøgning om forstærket integrationsindsats, som gerne skulle udløse større bevillinger til Centret. Hun måtte hellere lige skrive en opmuntrende mail til sin vigtigste støtte i byrådet, en standhaftig partisoldat, som dagen efter det seneste kommunalvalg forlod det parti, han var valgt til at repræsentere, idet han havde erkendt, at man kommer længst med social fordragelighed her i verden. Måske var han lidt for tilbøjelig til at lytte til andres meninger. Og måske stod vigtigheden af indvandrernes opdragelse til frisind og tolerance ham ikke helt klart.

Ingen kunne nægte at fru Enevoldsen var en statelig dame. Nærmest som en knytnæve i spadseredragt. I sin naive og bevægelige ungdom havde hun vel været rødstrømpe og revolutionær, men havde snart lært, at kvindesagen kunne give karriere-fordele. Hun var medstifter af Selskabet For Kvindelige Stillinger, som kæmpede for kønnets indtagelse af lederpositioner i den private og offentlige sektor. Fra deres skriveborde i samfundets kommandocentraler arbejdede Selskabets medlemmer for at forbedre deres søstres indflydelse og danne modvægt til mænds ofte lidt for nøgterne og ufølsomme dømmekraft. Sådan omtrent var strategien, der bestemte fru Enevoldsens ledelsesindsats.  

Fru Enevoldsen trippede ind på fliserne i forhallen. Servicechef Olsen, som ellers sjældent viste sig i skolens overetager i skoletiden, stoppede hende med et undskyldende skuldertræk og fortalte, at han lige havde opdaget en ny dør i kælderen. Én ståldør som aldrig havde været der før. Om ikke hun ville gå med ned og se?

Egentlig var ansøgningen til byrådet jo vigtigere, men Olsen var nu en pudsig mand, som af og til kunne overraske med morsomme påfund og opfindelser. Fx hans geniale plænevander den sommer, da græsset var ved at blive svedet helt bort. Han havde nok forberedt en eller anden practical joke. Eller måske ville de ansatte markere en festdag, hun havde overset?

Men kælderen summede ikke af glade medarbejdere, der viftede med små dannebrogsflag og råbte ”overraskelse”. Et svagt dagslys sivede ind i de fugtige redskabsrum gennem revnen mellem Centret og fundamentet. Det var da mærkeligt hun ikke havde lagt mærke til den revne før. Burde Olsen ikke have fortalt hende om den, inden han trak hende med ned i kælderen?

Servicechefen pegede på en rusten og afskallet ståldør med to store vridehåndtag. Den havde vist engang været olivengrøn, men lignede nu nærmest en forsømt havegrill.

– Den her dør var der ikke i går. Og se det skilt dér – ja, nu skal jeg tænde  lyset.

Bogstaverne på emaljeskiltet midt på ståldøren dannede disse ord i fru Enevoldsens hjerne, mens hun trak persianerpelsen sammen om sig:

 

 

 
 

 

ACHTUNG LEBENSGEFAHR

 

Nur qualifiziertes Personal

 

 Oberste Befehlshaber des SS

 

 

 

 

 

 

 Olsen ville gerne vise at han forstod tysk (han havde set masser af tysk fjernsyn) og læste højt:

- Livsfare, kun kvalificeret personale. Den øverstbefalende for SS.

De kiggede på hinanden.

Olsen tog fat i et af håndtagene: - En af min fars venner boede her i nærheden af kasernen under krigen. Den blev besat af tyskerne i august 1943. Han sagde, at der gik rygter om, at de vist nok arbejdede med nogle store maskiner herinde. Men hvad de egentlig lavede, var der aldrig nogen som fandt ud af. Jeg kan bare ikke forstå, hvorfor jeg ikke har lagt mærke til den gamle dør før. Skal vi ikke se hvad der gemmer sig derinde, måske er der fuldt af naziguld. Han vred først det øverste, så det nederste håndtag rundt.

 Med den skærebrænder-stemme hun brugte, når det gjaldt om at bevare kontrollen over et løbsk budgetmøde, fortalte forstanderen servicechefen at han skulle lade være med at gøre det han var i gang med at gøre og at det faktisk ikke var morsomt længere og hvor den smagløse dør kom fra og det var fyringsgrund ikke at – og døren gik op med en knirken som en kirkegårdslåge. 

Der kom ingen tøris-tåge ud af ståldøren, som i de gyserfilm Olsen var lidt forfalden til, men gyset fik han alligevel. Han kiggede lige ind i den forkerte ende af en Schmeisser maskinpistol.

To sortuniformerede mænd trådte med støvleskridt ud i kælderen. Soldaten med maskinpistolen lod våbenet tale for sig, og de to blege Center-medarbejdere gik et par skridt tilbage og strakte armene i vejret. Den anden uniform kiggede køligt på dem under en kasket med dødens varemærke: kranie og korslagte knogler. Over de smalle læber kom nogle ord, man ikke skulle bruge ordbog for at forstå:

- Verfluchte Spionen! Kein Eintritt! Heraus!   

Med et suk gled fru Enevoldsen ned fra stiletterne og klappede sammen på kældergulvet. Børge Olsen var ingen kujon, men han kendte sin overmand, når han mødte ham, eller hende. Han begyndte at slæbe den sammenklappede forstander hen mod udgangen, men slap hende igen, idet hun undergik en mærkelig forvandling. Man kan godt sige at investeringen i to reolmeter gyserfilm gav afkast. Han forstod med det samme hvad der foregik. En hvid, vatagtig tåge strømmede hvæsende ud af alle fru Enevoldsens kropsåbninger. Langsomt svævede hun op og stod dampspyende i den tomme luft. Pelsen faldt ned på betongulvet. Den hvide substans samlede sig i en sky under loftet, og her viste sig unævnelige billeder og symboler. Fru Enevoldsen udstødte nogle lyde som en heavy-metal sanger med halsbetændelse. De uniformerede herrer virkede  overraskede, men kiggede så på hinanden og nikkede glade:

 - Ach, Sie sind der neue Kapitän! Hertzlich wilkommen! Wir haben so lange erwartet -

Takket være sine tyskkundskaber og en solid paratviden om det overnaturlige, var Olsen ikke helt lammet af frygt. Han benyttede sig af sine flugt-kompetencer og stormede ud, mens en for sent affyret skudsalve fik betonen til at slå gnister omkring kælderdøren. I skyndingen trykkede han på en knap til brandalarmen og løb udenfor.

Efter tre minutters tumult var alle Centrets elever og medarbejdere ude af bygningen. Foruden skuddene i kælderen havde det været en ekstra opmuntring, at huset var begyndt at danse lidt i sine forankringer. Man kunne allerede høre brandbilernes sirener nærme sig. De blå blink gav genskin i ruderne, da et blændende hvidt lys pludselig strømmede ud fra Centrets kælderetage. Og da fundamentet revnede med en stønnen af plaget jernbeton åbenbaredes det, at det ikke var Godzilla, som efter hundrede års fangenskab kæmper sig tilbage til verden, og i glimtet fra overrevne elkabler hæver for femogtyve millioner kroner - indtil nu - fast kommunal ejendom op over den rædselsslagne skare. Et par brandbiler stødte sammen i indkørslen. Men det var der ingen som lagde mærke til. 

Det var en ufo. En gammeldags metalskinnende flyvende tallerken af den slags man læser om i sommerhusets gulnede SF-romaner. Blot var den her indregistreret i Det tredje Rige. En kæmpestor omvendt metaltallerken med en omvendt suppekop ovenpå og tre lysende halvkugler forneden. På overdelen en række koøjer, og så altså tegnet for forbandelse af alt, som ikke passer ind i folkefællesskabet.   

Med en brummen så dyb, at man mere hørte den med brystet end med ørerne, løftede maskinen sig langsomt, mens den bar Sydbyens Sprog & Kompetencecenter på det usynlige kraftfelt. Rumskibet lettede, først langsomt, og accelererede i en blød bue mod vest, indtil det efter et halvt minut var en prik på himlen. Det sidste man hørte til Centret var, da det gik gennem lydmuren over en olieplatform ude i Vesterhavet. 

Sent på eftermiddagen samme dag kunne statsministeren på et pressemøde meddele, at PAK - Politiets AntiterrorKorps - var i gang med at opklare sagen, som foreløbig var fuldstændig mørkelagt.

- Man må forvente, at efterforskningen vil være hemmelig i ganske lang tid og at eventuelle domfældelser vil foregå bag lukkede døre. På baggrund af dette force majeure er myndighederne nødsaget til at indskrænke borgernes rettigheder væsentligt.

Ministeren var glad for at kunne fortælle, at det handlekraftige antiterrorkorps havde arresteret ca. 300 elever og ansatte fra Sydbyens Sprog & Kompetencecenter, foruden en halv snes brandmænd, og anbragt dem på en ø i Smålandsfarvandet.

- Man må holde kortene tæt til kroppen, mens opklaringen står på. Ingen oplysninger må slippe ud, som fjenden kan benytte sig af. Og nej, det kan ikke udelukkes at ”hjemmeavlede” danske terrorister står bag bortførelsen af den ulykkelige Sidsel Enevoldsen, til hvis nærmeste ministerens tanker gik. Muligvis vil vi blive stillet over for krav om tilbagetrækning af de danske styrker i Centralasien. Regeringen bøjer sig under ingen omstændigheder for afpresning.

Ministeren ønskede ikke at kommentere et rygte om, at der var forhandlinger i gang med en bestemt mellemøstlig terrorgruppe om en større løsesum. 

En fantasifuld dreng, som derfor gik i en af Sydskolens specialklasser, fortalte et halvt år senere sine lærere, at han havde hacket sig ind i NASAs computere og dér havde læst, at forskerne skændtes om hvorvidt det kunne være rigtigt, at der i bunden af et krater på Månens bagside stod en gammel dansk rødstens-kaserne, ved siden af en stor, sort rektangulær bunker.

Men det var selvfølgelig noget han fandt på, for at gøre sig interessant.

 01-02-2010

 Tak til Anne-Marie Rasmussen og Kaleb Larsen for inspiration -