Om at filosofere med en skovl

William Blake: Fond desire Strange Lands to know (ca. 1821)

 

Et bed i haven trænger til jordforbedring, så i dag har Fatter fattet skovl og trillebør. Han er fremavlet på et gammeldags hånddrevet gartneri og årtiers skrivebordsarbejde har ikke visket jordarbejdets kendte bevægelser ud af musklernes hukommelse. Det er sjovt at svinge en skovl, i selvvalgt tempo.

Pauser er en vigtig del af havearbejdet. Man læner sig elegant op af redskabet i den klassiske arbejdsmands-positur. Der er god tid til et sideblik på sagerne.

En due dykker og stiger op over naboernes huse. Lykkelig som en fugl mellem stjernerne.

Solen kilder i hovedbunden, man mærker strålevarmen fra gudebarnet med flammehåret dansende gennem rummet, lige derude. Er vi ikke alle soltilbedere på en eller anden måde?

Der faldt ikke et eneste lillebitte snefnug hele den årstid, vi af gammel vane kalder vinter. Men en morgenstund i april vågnede jeg fordi det lossede ind i soveværelset med sne! Det måtte jeg absolut udenfor og kigge på.  Et par timer kunne man se luften med sneens hjælp, følge vindens flugt forbi husgavle og træer.

For første gang i mange år har jeg dagligt fulgt med i forårsblomsternes optog: Erantis og vintergækker, påskeliljer, pinseliljer, forsythia, masser af perlehyacinter, en flok frostbidte tulipaner, statelige kejserkroner og så de blodrøde ribes. Fordomsfulde folk mener at deres blomster lugter af kattepis. Jeg synes de dufter dejligt syrligt, som deres fætre, stikkelsbærerne.  

Dette forår var der noget i luften. Eller rettere: der var ikke meget i luften. Det lidt, der var, trådte ligesom tydeligere frem. Under en gåtur langs en sjællandsk bugt, en hermitage, bildte jeg mig i hvert fald ind, at man, ud over duftene af mudderbund, jod og tang, fornemmede en særlig skarphed og klarhed, fulgt af en sød, muldet aroma fra skove og marker.    

Disse natur-nydelser blev mulige fordi jeg ved nytårstid foretog et flik-flak ud af arbejdsmarkedet og gik på efterløn. Affødt af en surrealistisk hændelse, beskrevet i posten: “Frokost med Bosch & Dali”.

Efterlønnen har vist sig at være et dagligt bad i ungdommens kilde. Det vil godt nok tage mange måneder at blæse 40 års opsparet arbejdstræthed ud af systemet. Man må ikke bedrage sig selv, men lære at koncentrere sig om det man magter og har lyst til, det essentielle. For nu er klokken altså blevet mange.

Blaise Pascal skriver i sine “Meditationer”, at alle menneskenes problemer kommer sig af, at ingen er i stand til at sidde stille i deres stuer, alene. Underforstået: I længere tid ad gangen.

Denne kedelige filosofi har jeg været nødt til at efterleve pga. alder, helbred og dertil matchende inderlig ulyst til at være møgsyg i månedsvis, subsidiært dø af corona. Derfor, da jeg pludselig (men ikke helt uforudset) tjekkede ud af det kongelige danske arbejdsmarked, så tjekkede jeg samtidig (og helt uforudset) ind på mit eget kloster.

Heldigvis med tilhørende have, hvor bøgerne har deres hjem i den gamle studenter-skurvogn under det store mirabelletræ.  Mirabeller er nogle stikkende, primitive og hårdføre vækster. Unge grene vokser op mod en meter om året og frugterne smager melet. Men de giver læ og er herlige forårsbebudere. Gennem træets honningduftende blomstersky så jeg barndommens uforstyrrede himmel.

Ikke en sky, ikke et fly.

Alle lineal-lige kondensstriber var borte for en tid. Ingen summen og susen fra luft-motorvejen ind mod Kastrup. Vorherre malede sine solnedgange over landsbykirken i fred. Der var så stille om natten, ikke en motor i miles omkreds.

Landet stander i våde. Jorden er et corona-inficeret krydstogtsskib. Vi har skabt den perfekte økologiske niche til en slambert af en dødelig virus. Et educated guess er, at ustyrlig økonomisk vækst på naturens regning har meget med den nuværende pandemi at gøre.

Moder Jord lagde os i lockdown. Fru Gaia gav os udgangsforbud.

Hvad er prisen for en uforstyrret solnedgang? Lige nu ligger mennesker og dør en grim død på intensivafdelingerne. Der er en frygt og en sorg derude og herinde, og det bliver alle desværre kun mindre af.

Engang skulle jeg over en uvejsom hede og var faret slemt vild. Kort før solnedgang mødte jeg en gammel kone, og hende hjalp jeg med at bære et bundt brænde hjem. Da jeg spurgte om vejen videre frem, sagde hun, at her i livet må man vælge mellem at vandre enten ad lidelsens eller kærlighedens veje. Det er dig selv, som vælger vejen.

Man kan ikke vandre ensom på en planet hvor William Blake, H. C. Andersen og Jimi Hendrix har levet. Alligevel begynder jeg til tider at få en slags Palle-alene-i-verden-følelse. Derfor er det velsignet, når nogen kommer på besøg og får en sludder i haven. Eller vi går en tur sammen.

Når man forsøger at forstå noget, bevæger man sig hen foran det, indtil man for-står det.

Her står jeg i en solbeskinnet have og kan, sådan som sagerne står, ikke gøre meget andet end at forstå verden (og mig selv), med min skovl. 

Jeg må hellere se at få kørt det sidste læs jord på.