Internetdidaktik- Erik Kruse Sørensens essays

Ivan Turgenev (1818 - 1883): En jægers dagbog (1852)

En harsk kritik af den russiske landbefolknings slaveliv, inden ophævelsen af livegenskabet. Turgenevs listige bog gled gennem Zarens censur, fordi den overfladisk set blot er en buket velskrevne fortællinger om jægerlivets glæder.

Senere erkendte man fejlen. Turgenev forvistes til provinsen, med samt forbud mod at offentliggøre noget som helst. Rusland har altid haft en særpræget kulturpolitik.

https://en.wikipedia.org/wiki/A_Sportsman%27s_Sketches

(...)

Inde i skoven bliver det stadig mørkere. Alle konturer flyder sammen, og træerne forvandles til mægtige sortladne masser. De første stjerner træder undseligt frem på det dybblå himmelhvælv. Nu sover alle fugle.

Kun vipstjærter og de små spætter småkvidrer endnu en stund af og til halvkvalt, ligesom i søvne... så forstummer også de. Blot en sidste gang lyder siskenens sitrende kalden. Og nu istemmer nattergalen sine første smeltende strofer. Hjertet svulmer i det længselsfulde bryst...

Så, pludselig - men her vil kun jægeren forstå mig - pludselig bliver den dybe stilhed brudt af en særegen skræppen, så følger en lydelig hvislen, så en støj af emsige vingers regelmæssige susen - og en skovsneppe kommer, graciøst bøjende sit langnæb, flyvende ud fra birketræernes mørke løvværk og glider langsomt gennem luften - netop vort skud i møde.

(...)

Homer (formentlig 8. årh. f. Kr) : Odysseen. Af femte sang (Kalypso) v/ Mogens Boisen (1967)

Her får vi oplysninger om, hvordan de gamle grækere navigerede ved hjælp af stjernerne.

Almindeligvis plejede oldtidens søfarende at holde landkending og lægge til land om natten. Men Odysseus er en rigtig helt og ikke bange for det åbne hav. Desuden længes han stærkt efter at komme hjem efter 20 års udlændighed. Han tager den lige vej hjemad.

Fartøjet rigged han til med toplenter, braser og skøder, og med en løftestang skubbed det ud på det herlige havdyb.

Dagene gik; på den fjerde var hele hans værk ført til ende, og da den femte var kommet, lod nymfen Kalypso ham drage bort fra sin ø i en duftende dragt og tvættet i badet.

Mørkerød vin lod hun bringe om bord i en dunk, og gudinden gav ham en anden og større med vand, og brød i en skindsæk brages om bord og det dejligste sul i rigelig mængde.

Nu lod hun blæse en velegnet brise med luftninger milde.

Glad var Odysseus og hejste sit sejl for den strygende medbør, satte sig agter ved roret og styred så kyndigt sit fartøj.

Ej fik han blund i sit øje; mod Syvstjernen spejded han stadig og mod Bootes, som synker i hav så silde om natten, eller mod bjørnen, hin himmelens vogn, som den kaldes af andre. Altid går bjørnen i kreds og spejder i angst mod Orion. Ene blandt stjernerne bades den ej i Okéanos' strømme.

Nymfen, den skønne Kalypso, gav helten det råd, at han altid under sin færd over hav skulle have hin stjerne til venstre.

Sytten var dagenes tal, som svandt, mens han drog over havet, og på den attende skimted han først de blånende bjerge fjernt i faiakernes land, den nærmeste kyst som han øjned.

Oscar Wilde (1854 - 1900): Lady Windermere's Fan (1892)

Oscar Wilde er nok mest kendt som en vittig og dekadent dandy, som måtte betale en høj pris for at udleve sin seksualitet i victoriatidens England.

Det viste sig, at der var mere under den festlige overflade - nedenfor et link til det meget personlige digt: The Ballad of Reading Gaol. 

Her er et uddrag af en kodet samtale mellem tre victorianske bøsser. Stjernerne bruges muligvis som udtryk for håbet om engang at blive fri for frygten - for omverdenens  fordømmelse...

CECIL GRAHAM. Now, my dear Tuppy, don't be led astray into the paths of virtue. Reformed, you would be perfectly tedious. That is the worst of women. They always want one to be good. And if we are good, when they meet us, they don't love us at all. They like to find us quite irretrievably bad, and to leave us quite unattractively good.

LORD DARLINGTON. They always do find us bad!

DUMBY. I don't think we are bad. I think we are all good, except Tuppy.

LORD DARLINGTON. No, we are all in the gutter, but some of us are looking at the stars.

(...)

The Ballad of Reading Gaol:

https://www.poetryfoundation.org/poems/45495/the-ballad-of-reading-gaol

The Ballad of Reading Gaol by Oscar Wilde | Poetry Foundation

I

William  Blake (1757 - 1827) Night/ To the Evening Star. Songs of Innocence (1789)

Lys er en metafor for bevidsthed.

I det apokryfe Thomas-evangelium siger Jesus: "Der er lys i det indre af et lysmenneske, og det oplyser den hele verden. Hvis det ikke lyser, er der mørke."

Ordet "guru" er sanskrit og betyder "mørke-fjerner", en åndelig vejleder som kan ødelægge mørket. Når formørkende illusioner er opløst, kan der blive lys i menneskene.

William Blake var en lysbringer.

Night

The sun descending in the west,
The evening star does shine;
The birds are silent in their nest,
And I must seek for mine.
The moon, like a flower,
In heaven's high bower,
With silent delight
Sits and smiles on the night.

Farewell green fields and happy groves.
Where flocks have took delight;
Where lambs have nibbled, silent moves
The feet of angels bright;
Unseen they pour blessing,
And joy without ceasing,
On each bud and blossom,
And each sleeping bosom.

(...)

Fra Poetical Sketches (1783):

To the Evening Star

Thou fair-hair'd angel of the evening,
Now, while the sun rests on the mountains, light
Thy bright torch of love; thy radiant crown
Put on, and smile upon our evening bed!

Smile on our loves; and, while thou drawest the
Blue curtains of the sky, scatter thy silver dew
On every flower that shuts its sweet eyes
In timely sleep.

(...)

Charles Dickens (1812 - 1870): A chilld's dream of a star (1871)

Succesforfatteren Dickens vidste præcist hvordan han skulle få listet lidt menneskelighed ind i victoriatidens borgerskab, i forhold til samfundets fattige og udstødte - og dem var der mange af under Englands rapide industrialisering.

Virkemidlerne var en hverdagsagtig dialog, klar persontegning, godt med sentimentalitet, robust humor, happy endings - og en knivspids ironi.

I dette uddrag anes forfatterens mening om barnetro - og religion i det hele taget.

There was once a child, and he strolled about a good deal, and thought of a number of things. He had a sister, who was a child too, and his constant companion. These two used to wonder all day long. They wondered at the beauty of the flowers; they wondered at the height and blueness of the sky; they wondered at the depth of the bright water; they wondered at the goodness and the power of God, who made the lovely world.

They used to say to one another, sometimes, supposing all the children upon earth were to die, would the flowers and the water and the sky be sorry? They believed they would be sorry. For, said they, the buds are the children of the flowers, and the little playful streams that gambol down the hillsides are the children of the water; and the smallest bright specks playing at hide-and-seek in the sky all night must surely be the children of the stars; and they would all be grieved to see their playmates, the children of men, no more.

There was one clear shining star that used to come out in the sky before the rest, near the church-spire, above the graves. It was larger and more beautiful, they thought, than all the others, and every night they watched for it, standing hand in hand at a window. Whoever saw it first cried out, “I see the star!” And often they cried out both together, knowing so well when it would rise and where. So they grew to be such friends with it, that, before lying down in their beds, they always looked out once again, to bid it good night; and when they were turning round to sleep, they used to say, “God bless the star!”

(...)

https://www.poetryfoundation.org/poets/charles-dickens
 

Charles Dickens | Poetry Foundation

Charles Dickens was one of the most famous and successful writers in 19th-century England. Along with 14 novels, many of them rich in topical allusion, he produced a body of work as reporter, essayist, correspondent, and editor that constitutes a lifelong account...

Paul Verlaine (1844 - 1896): Clair de lune. Prosaversioner v/ EKS og William Rees.

Clair de lune

Votre âme est un paysage choisi

Que vont charmant masques et bergamasques

Jouant du luth et dansant et quasi

Tristes sous leurs déguisements fantasiques.

Tout en chantant sur le mode mineur

L'amour vainqueur et la vie opportune,

Ils n'ont pas l'air de croire à leur bonheur

Et leur chanson se mêle au clair de lune,

Au calme clair de lune triste et beau,

Qui fait rêver les oisaux dans les arbres

Et sangloter d'extase les jets d'leau,

Les grands jets d'eau sveltes parmi les marbres.

Måneskin

Din sjæl er et udsøgt landskab

Hjemsøgt af maskede folkedansere

Som spiller lut og danser langsomt frem

Næsten bedrøvede bag deres fantasifulde forklædninger

Tvivler de om lykken og synger sange i mol om livets glæder og kærligheds-erobringer.

Og sangen blandes med måneskinnet

Det klare måneskin bedrøvet og smukt

Skænker drømme til fuglene i træerne

Og lader fontænerne hulke af fryd,

De høje slanke fontæner blandt marmorstatuerne.

Moonlight

Your soul is a select landscape bewitched by masques and bergamasques playing the lute as they go and dancing and almost sad beneath their fanciful disguises.

Singing as they go in the minor key of conquering love and the favours of life, they don't seem quite to believe in their happiness and their song mingles with the moonlight,

With the clear moonlight, sad and beautiful, that sets the birds dreaming in the trees and the fountains sobbing in ecstacy, the tall slender fountains amid the marble statues.

Gendigtning af et andet Verlaine-digt og en biografisk skitse:

http://internetdidaktik.dk/o-skoere-katedral

Digt: Verlaine: O skøre katedral!

Paul Verlaine (1844-96): Non. Il fut gallican, ce siècle, et janséniste! Gendigtning v/ EKS Non. Il fut gallican, ce siècle, et janséniste! C'est vers le Moyen Age énorme et délicat Qu'il faudrait que mon coeur en panne naviguât, Loin de nos jours d'esprit...

Rainer Maria Rilke (1875 - 1926): Nachthimmel und Sternenfall v/ EKS

Stjerneskud er ofte blevet set som dødstegn. Stjerner "fødes" "lever" og "dør" - thi menneskene kan ikke lade være med at menneskeliggøre universet.  

Rilke var super-følsom lyriker og ikke skabt til denne barske verden. Militærtjenesten i det senile Østrig-Ungarske kejserriges sidste dage var en oplevelse, som dæmpede hans digterkraft i lang tid. 

Nattehimmel og stjerneskud

Himlen er så stor, fuld af herlig ro
et forråd af rum, et overmål af verdener.
Og vi, som ikke er med i planen, fordi vi bor for langt borte,
er alt for nær ved at blive sagt op og sat til side.

Der faldt en stjerne! Med bestyrtede
himmelvendte øjne ønsker vi inderligt svar:
Hvad er begyndt, og hvad er afsluttet?
Hvad skylder vi? Og hvad har vi forspildt?  

Nachthimmel und Sternenfall

Der Himmel, groß, voll herrlicher Verhaltung,
ein Vorrat Raum, ein Übermaß von Welt.
Und wir, zu ferne für die Angestaltung,
zu nahe für die Abkehr hingestellt.

Da fällt ein Stern! Und unser Wunsch an ihn,
bestürzten Aufblicks, dringend angeschlossen:
Was ist begonnen, und was ist verflossen?
Was ist verschuldet? Und was ist verziehn?

Alexander von Humboldt (1769 - 1859): Personlig beretning om rejser i Amerika mellem Vendekredsene 1799 - 1804 v/EKS

Alexander von Humboldt var interesseret i det hele - og i helheden.

I hans levetid var det stadig muligt for ét menneske at skaffe sig overblik over mange videnskabsgrene: Biologi, botanik, geologi, fysik, astronomi. At være polyhistor. Han behøvede ikke frygte mindsket anerkendelse blandt kolleger ved at give udtryk for æstetiske oplevelser, snarere tværtimod. Dengang måtte en videnskabsmand godt være poetisk. Med måde, naturligvis.

Han var økologisk pionér, idet han som den første erkendte sammenhængen mellem menneskenes påvirkning af naturen og ændringer i økologien, i forholdet mellem afskovning og regnmængde. Vi er nødt til at forstå sammenhængene i helheden, hvis vi vil bruge naturen til gode formål.

I dette uddrag ses, at von Humboldt ikke er sikker på, hvorvidt stjerneskud er et astronomisk eller et meteorologisk fænomen.

(...)

Da vi befandt os mellem øen Madeira og Afrikas kyst, havde vi lette briser eller vindstille; meget gunstigt for de magnetiske observationer, som optog mig på denne del af rejsen. Vi blev aldrig trætte af at beundre nætternes skønhed; intet kan sammenlignes med den afrikanske himmels klarhed og ophøjede alvor. Vi var forbløffede over den utallige mængde af stjerneskud, som viste sig uafladeligt. Desto længere vi kom mod syd, desto hyppigere var fænomenet, særlig nær De kanariske Øer.

Under mine rejser har jeg lagt mærke til, at disse brændende meteorer i almindelighed er mere almindelige og lysstærke i visse dele af verden, end i andre, men jeg har aldrig set dem så talrige som i nærheden af vulkanerne i provinsen Quito, og i den del af Stillehavet, som bader Guatamalas vulkanske kyster.

Den indflydelse, som sted, klima og årstid forekommer at have på de faldende stjerner, adskiller denne klasse af meteorer fra de, man kan sætte i forbindelse med sten, som falder fra himlen (aeroliter), og som formodentlig eksisterer uden for vor atmosfæres grænser.

(...)

Yderligere introduktion til von Humboldt:

https://www.humboldt-foundation.de/web/The-Humboldt-Code.html

Fjodor Dostojevskij (1821 - 1881): White Nights A sentimental story from the diary of a dreamer. (1848) Her på dansk v/ EKS. Engelsk udg. v/ Constance Garnett. 

På Dostojevskijs tid var der plads i skoven til at store træer kunne vokse op.

En af de fremmeste repræsentanter for den russiske realisme. Personerne i romanerne er inkarnationer af livsanskuelser. Fx den nihilistiske student Rodion Raskolnikov i "Forbrydelse og straf". En mesterlig kriminalroman - om retfærdighed og lidelsens mening.

Her er et uddrag af Dostojevekijs første roman, en kærlighedshistorie.

Stjernehimlen er ren, livet - grumset.

Første nat

Det var en vidunderlig nat, sådan en nat man kun oplever, når man er ung, kære læser. Himlen var så klar og fuld af stjerner, at man ved dette syn måtte spørge sig selv, hvorvidt sure og lunefulde mennesker overhovedet kunne leve under sådan en himmel. Det er også et ungdommeligt spørgsmål, kære læser, meget ungdommeligt, men måtte Vorherre indgyde det oftere i dit hjerte...

First night

It was a wonderful night, such a night as is only possible when we are young, dear reader. The sky was so starry, so bright that, looking at it, one could not help asking oneself whether ill-humoured and capricious people could live under such a sky. That is a youthful question too, dear reader, very youthful, but may the Lord put it more frequently into your heart!...

William Wordsworth (1770 - 1859): Ode on Intimations of Immortality from Recollections of Early Childhood. (1807)

Indledningen til en vemodig sang om affortryllelsen af verden.

Digtere i den romantiske periode stræbte efter at genvinde denne oprindelige tilstand af enhed med naturen - og med det barnlige i mennesket.

There was a time when meadow, grove, and stream,
The earth, and every common sight
To me did seem
Clad in celestial light,
The glory and the freshness of a dream.
It is not now as it had been of yore -
Turn wheresoe'er I may,
By night or day
The things which I have seen I now can see no more.

The rainbow comes and goes,
And lovely is the rose;
The moon does with delight
Look round her when the heavens are bare;
Waters on a starry night
Are beautiful and fair;
The sunshine is a glorious birth;
But yet I know, where'er I go,
That there has past away a glory from the earth.

(...)