Kanonkulten og slaget om Stalingrad


Man kan vurdere kanoniseringen af danske kulturprodukter som et befriende opgør med alskens overleveret smagsdommeri. Endelig får vi - med vejledning fra udvalgte og kompetente fagfolk - lov selv at tage stilling til det bedste fortiden har givet os. Man må også glædes over at fremtidige generationer engang kan slå op i kanon-kataloget og finde den ægte danske vare. At de med denne rettesnor i hånden kan fortsætte marchen fremad med ansigtet rettet mod fortiden. Forhåbentlig vil de ved nydelsen af gode kvalitetsstemplede værker - i en mere nedslidt verden ganske vist - også kunne føle den samme rislen i rygraden som gode borgere føler søndag eftermiddag på Statens Museum for Kunst. Få det løft i sjælen og den fred med verden, det giver at betragte geniale værker, skabt af store mestre. For den, som Gud har givet magt og forstand til at sige hvad der er såre god kultur, må vel også have fået lidt af guddomsgnisten?

Kynikere og andet ufolk vil muligvis fortolke kanoniseringen af litteratur og andre kulturprodukter som mindre skabende ånders forsøg på at komme på statusniveau med de, der kan "hitte på". De vil måske også være så flabede at hævde, at hvis man ikke kan skabe sig som kunstner, danner man sig som statskritiker. Og lærer at "smagt" rimer på "magt".

- Af en eller anden grund kommer jeg til at tænke på Den Gode Soldat Svejks sang om den standhaftige kanoner Jaburek: "Han fyldte sin kanon, og gik så i aktion [gentages]/ En tilfældig kugle traf ham og rev begge hænder af ham. / Men som en dydsdragon blev han ved sin kanon/ Han fyldte sin kanon" osv. (Bertolt Brechts version).

Hvis man har glemt at tage sin medicin, og derfor selvforskyldt får et anfald af paranoia, kan man godt bilde sig ind at kanoniseringen af danske kulturprodukter er en del af et nationalt opdragelsesprojekt. Man det kan vel næppe være rigtigt at meget pæne mennesker mener vi skal stats-besværges til at blive lidt tykke i mælet og mælkede i øjnene, når vi udstøder lyde som - smag selv - "Henrik Pontoppidan", "Johannes V. Jensen", "Klaus Rifbjerg", "Asger Jorn"? Er denne kultur-kanon virkelig en ny fetich, folket skal lære at tilbede? Et lægemiddel for nedgroet nationalisme, som også kan gøre gamle kællinger gravide?

En sommerdag for nogle år siden sad jeg - og til sidst lå jeg på bænken - en tidløs tid og opdagede Asger Jorns "Stalingrad" på Silkeborg Kunstmuseum. Et stort og underligt maleri, strittende i alle retninger og tider. Gråhvid snestorm over isørken, hvorfra man næsten forventer en håndgranat komme flyvende ud; dokument fra skyttegravenes affaldsbunker; blodig bandage på mindet om Stalingrad og andre sindssyge slag; drøm om menneskeuhyrer; Goya på syre.

Fascinerende smagløst, faktisk. Et værk man ikke lige kan tage med sig hjem i sin mentale rygsæk. Uanset fortolkning. Stalingrad, le non-lieu ou le fou rire du courage.

1960-ernes kulturkonservative smagsdommere - og Dansk Folkepartis forfædre, Rindalisterne - elskede at hade sådan nogen som Asger Jorn. Det må han have elsket! Han havde også rod i en dansk kunsttradition. Skrev læseværdige bøger om romansk kunst i Norden. Men national - non, monsieur! I det store og hele gav det pæne Danmark den unge Jorn ingenting, bortset fra sult, tuberkulose og foragt. Han solgte sine billeder for en madpakke. Nu har hans foragteres åndelige efterkommere ladet "Stalingrad" helligsigne som en anden Jellingesten. Jorn fik nogen anerkendelse til sidst, og det var godt. At gøre hans billede til et nutidigt national-politisk ikon er noget andet. Har kustoderne glemt hvad det er, de vogter? Det er en sej død at blive trådt ihjel af gæs.

PS: Hvorfor er Bamse og Kylling ikke med i børnekanonen? Og hvorfor har den udanske Anders And fået lov at rappe sig ind på hitlisten? Måske skal han profetere om den fremtidens kulturminister, som vil lade "The Simpsons" og "World of Warcraft" optage i den national-danske børne-kanon.