Mælketuren i Kildemarkskvarteret (1943)


"Fandens, tyskere". Mælkemand Larsen bander stille og indædt, da vi i skridtgang nærmer os den tyske patrulje, som har stillet sig på tværs af Rampen foran Sparekassen. Deres "Prærievogn" holder ved kiosken "Irma" og butikken ser meget lukket ud. På hjørnet af Adelsvej står  "Dueklipperen" som en hvid skygge i vinduet til sin salon. Lige nu har han ingen at snakke due-totalisator med, og han tænker nok mest på, hvornår den tyske patrulje kører videre. I butikkerne overfor er der heller ingen kunder, hverken hos købmand Jensen, eller i grøntforetningen "Expres". I hvert fald er grønthandler Simonsen listet ind til købmanden, og de står nu i døråbningen, og lader som om de ikke er særlig interesserede i optrinet.

"Halt" - absteigen!" lyder det fra et par smalle feldwebellæber. "Legitimation!", smælder stålhovedet ud - ikke noget med "Bitte" her! Vi kravler ned fra vognen, og finder legitimationskortene frem. Imens roder et par soldater vognen igennem, og råber efter en mindre evighed: "Nichts gefunden". "Weiterfahren!, lyder det, og tonen i stemmen tilføjer: - ad helvede til! Visitation af fremmede soldater bliver aldrig en vane. Sveden løber lige klam ned ad ryggen, hver gang soldaterne i de grå uniformer står der, kolde og vrede - og bange inderst inde. Selvom blikke ikke kan dræbe, så stikker de! - Fjenden er alle vegne - og ingen steder - men man kan jo ikke arrestere alle germanske folkefæller, som ikke vil deres eget bedste.

Vi triller videre ned mod "torvet". De små lammeskyer deroppe kan drive hvorhen de vil og behøver ikke frygte tre tyske jagerfly, som durrer frem mod nordøst. Tja, også i dag skinner solen både på de gode og de onde. Larsen skal aflevere noget tøj på vaskeriet, og lader hesten holde ud for tobakskiosken. En farvestrålende papfigur, som skal forestille en indianerhøvding fanger øjet. Høvdingen hedder "Powhattan", men hans skarpe ørnenæse reklamerer nu kun for fynsk "Pu-ha-da". Gid man havde en rigtig smøg lige nu.

Der er ingen kunder i slagter Hansens forretning, men klokken er jo også kun godt 10. Et skilt i døren tilbyder "Prima Hestekød i Dag". På hjørnet af Grønvej byder bager Andersens butik sig til, for mennesket lever ikke af hestekød alene. Et par tyske soldater har netop forsynet sig med kage, og går nu op ad Kildemarksvej, på vej til Gardehusarkasernen, mens deres skråhuer vugger i takt.

Larsen kommer tilbage, og hans rynkede ansigt under kaskettens blanke skygge er så uforstyrligt som altid. Han sætter sig op, slår smæld med tungen, og vognen rumler videre. En hund, som netop har vandet en af de kommunale gaslygtepæle, gør vredt af os. Vi ruller langsomt forbi soldaterne; de diskuterer vistnok muligheden for at blive sendt til østfronten. "Es war so kalt, dass man Eiszapfen scheisste", siger den ene, og den anden nikker bekymret.

Larsen letter på kasketten for den lille sortkrøllede frk. Harriet, som netop åbner døren til "Harriets systue".  Hurtige hammerslag tikker fra skomager Madsens butik i kælderen. Det er som om han spiller piccolo-hammer i den hammerkoncert, som strømmer ud fra tømrer Pedersens værksted på den anden side af vejen. Asfalten er ujævn her, og de tomme mælkeflasker skramler mod hinanden. Mælkehandleren har vist allerede glemt episoden med tyskerne, og tænder en stump cigar. "Nå, så ska` vi i gang med den anden tur", siger han, "godt den er ikke så lang som Skyttemarksturen. Man burde passe sin nattesøvn, ja det burde vi alle sammen". Han skæver til mig og tager et bak på cigaren.  - Han har sine lettere indremissionske meninger om tumpede unge og jazzmusik og pigesjov, men lufter dem heldigvis sjældent, bare man passer sit arbejde.

Vi drejer ind på gårdspladsen bag "Næstved Mælkeforsyning" på hjørnet af Sterkelsvej. Skorstenen sender en sky af tørverøg op mod himlen, og inde i halvmørket snurrer centrifugen. Firmaets sorte lastbil holder i et hjørne med udslukt gasgenerator. Jungerne, som i morgen tidlig skal fyldes hos bønderne ude i Brandelev og Næstelsø, står allerede klar på ladet. I den åbne port snakker mejeristen med politibetjenten, som er kommet for at kontrollere, at mælken bliver pasteuriseret. "Joe, der røg et helt tog af spored yde ve' Gammel Holsted", siger den hvidklædte mejerist. "Di hade skrued skinnerne frae hinannen. Ded er osse de satans kommunister, og hvad gør politiet, står og glor på et termometer, det ka` jæ sgi da gøre lissågodt." 

Betjenten ved godt at der er krig i landet, men hvis folk ikke også vil risikere at dø af tuberkler, så skal mælken altså stadig pasteuriseres. Han trækker på skuldrene. I hvert fald har han en ufarlig tjans i dag... Mejeristen tilbyder igen at bytte job med betjenten, men holder så op med sit vrøvl, og går tilbage til arbejdet.  Hesten får en mulepose på, og gumler på sin rationerede havre. Vi begynder at slæbe kasserne med tomme flasker ind i mejeriet. Butikkens klokke ringer, og damen, som vasker flasker og ekspederer mejeriets kunder, klaprer over den lille mejerihals våde gulv, mens hun tørrer hænderne i forklædet.

Vi læsser de fyldte flasker, og mens Larsen og bestyreren ordner regnskab, drikker jeg et stort krus kærnemælk med smørperler i. Betjenten gider heldigvis ikke snakke med en søvnig mælkedreng. Og så lunter vi op ad Kildemarksvej. Der er kunder, både i købmandsbutikken på den anden side af Ejlersvej, og hos bagermester Olsen i "Grænsen". Børn leger i vejkanten, de nyder solskinnet og friheden. Nogle følges med deres mødre, som har indkøbstasker hængende over armen. Alle børnene har skolefri, for Værnemagten beslaglagde Kildemarksskolen i forrige uge, for at bruge den som lazaret.

I går lå jeg på en baneskråning, skjult i de lange tørre græsstrå og så fyrre hvide hospitalsvogne med røde kors malet på siderne køre langsomt forbi. En lang røgspiral trillede hen ad jorden efter det stønnende, brunkulsstinkende lokomotiv. Det var ligesom de aldrig ville holde op med at rulle forbi, de udtærede ansiger med stive øjne og blodplettede forbindinger, et hvidt tog fuldt af spøgelser. 

Larsen nikker til mig, og jeg begynder at ringe med klokken, lyden skærer i ørene.

Vi stopper ud for hvert eneste hus, og folk får byttet tomme flasker for fyldte. Pengene klirrer i skuldertasken. Den bliver langsomt tungere, og trætheden trænger sig på. Den kloge Lotte ved godt, hvor hun skal stoppe, og skal bare sættes i gang igen med et "hyp" eller et "tsk-tsk". Da vi holder ud for snedkeren i "Trægården" driver en frisk duft af terpentin og træ ud mod os, men et par huse længere henne er luften fuld af en helt anden duft. Vognmanden, som kører natrenovation, har ikke fået sat låg på alle tønderne. Turen går ind og ud ad sideveje, og til sidst ned til de nye røde lejekasserner på Kærmindevej. Der står stiladser rundt om nogle af dem, og i andre er folk allerede flyttet ind.

 "Vi skal ind på "Dan", siger Larsen til sidst, da hesten aser sig op ad jordvejen. "Jeg skal ha` lidt optændingsbrænde med hjem". Fabriksfløjten hyler, da vi triller ind på hælefabrikken. Nogle arbejdere går igennem porten på vej  hjem til frokost. "Nå, skal du ikke ha`et par a` de dersens smarte røde åleskindssko med hjem til lillemor", råber én. Larsen gider ikke svare, men ryster bare på hovedet, og kigger sig om efter formanden.

Lidt senere står jeg i et skur, hvor det tjærede tag dufter i det tidlige forårs solskin. Jeg kaster støvede træklodser gennem dørens lysprække ud til Larsen - det lyder som om man tabte en xylofon i en trappegang.

Det var en lang nats formiddag.

- Tak for baggrundsoplysninger til Mogens Nielsen, Bente Fischer-Jensen og Ejner Jensen.