Frokost med Bosch & Dali

Hieronymus Bosch. Detalje fra "De jordiske glæders have"

Hieronymus Bosch. Detalje fra "De jordiske glæders have" omk. 1500

 

For at gøre sandheden mere sandsynlig, må man ubetinget blande noget løgn imellem.   

- Dostojevskij

 

Vi begynder med tre meditationer:

Indtag en hvilken som helst stilling og sig “uhmmm”.  

Meditér på brun sovs fra spand -

Meditér på pølseskiver -

Meditér på pølseskiver i brun sovs -

Tonen er slået an, historien kan begynde:

En flok flittige arbejdsbier sad en regnfuld decemberdag omkring frokostbordet i et gymnasiums klangfulde alrum; ventilationsrør, stigrør, bundter af kabler under loftet, glasdøre, hvide vægge, linoleumsgulv og en lystig reklametavle, skarpt overvåget af et overvågningskamera.  Elever kom og talte med en lærer om et eller andet, snakken gik om stort og småt. Kanhænde én og anden længtes efter duften af jul og velbehag i mennesker mv. Alt var kort sagt som det plejede at være op mod juleferien, også på den her institution.   

Entré Louise Doublebottom, nyeste personlighed i kongerækken af rektorer, som i 10+ år havde slået deres togaers folder på stedet.

Hun udstødte høje glade lyde og plantede påsitivt sine pund ved siden af lille mig. Hun var så glad for at se mig, hun havde  nemlig “jagtet” mig hele formiddagen, ja endog ringet til mig elleve gange siden klokken halv syv i morges. Grunden var, at hun i går ved middagstid fandt ud af, at der i dag manglede en vikar til en klasse, et par timer fra klokken otte af. Problemet er velkendt og kan løses af enhver 25-watts pære.  

Til oplysning: På danske gymnasieskoler anses det, som udgangspunkt, for spild af tid at vikariere uforberedt et par timer for andre lærere. Sådan er kotumen og den kan begrundes fagligt.      

I disse neoliberale tider vinder et nyt læringssyn frem: Ingen ressourcer må gå til spilde. Det gælder nationens overlevelse i en globaliseret verden. Alt er ressourcer. Læreres viden og kundskab er ressourcer. Gymnasieelever er fremtidens ressourcer. Eleverne skal undervises, undervises. Ellers kommer kineserne - eller robotterne - og spiser os.  

Da Louise det seneste døgn uheldigvis ikke havde kunnet få fat på mig, hverken pr. mail eller telefon, så havde hun selv måttet vikariere i den pågældende klasse, akke ja. De havde sunget julesalmer og det var da noget.  

Uden megen fuglekvidder i stemmen sagde jeg, at den tossehistorie skulle hun ikke tørre af på mig. Jeg er godt analogt opdraget, er jeg, og har ikke telefonen liggende under hovedpuden. Jeg åbner min (ofte uinteressante) arbejdsmail en gang eller to i døgnet.  Hvad var egentlig meningen med at ringe til mig, lige indtil undervisningen begyndte, klokken otte? Jeg har en god times transport til skolen. Og - hvorfor blev jeg tidligt i morges skemalagt til de famøse to lektioner? Det opdagede jeg nemlig, da jeg mødte til undervisning ved 10-tiden. Det var da en pudsig oplevelse, hva'ba?

Ledelses-fagligt spørgsmål: Hvem skal brandmajoren give skylden, hvis hun har fået sat ild på brandstationen?

Svar: Brug den mindst føjelige i flokken som syndebuk. Indrøm aldrig en fejl.

Følgelig var universal-svaret, at vi lærere fremadrettet skulle indstille os på stå til rådighed, hvis det var nødvendigt. For øvrigt måtte vi to have en dialog om mine forpligtelser, sådan under fire øjne. Ansvaret for kalamiteten blev fordelt, lige efter snedkermester Petersens Lærebog i Ledelse, Kap. 3 “Om Røfler”.

Sandsynligvis med en antydning af skærebrænder i stemmen sagde jeg, at vi to vist ikke havde mere at tale om. Den tjenstlige del af samtalen døde en nådig død. Vi aktiverede samtale-plan B: Uforpligtende smalltalk.

Men - mens hun brugte sin lånte ledelsesret til at forklare, hvad det vil sige at have tjek på tingene, så kunne ingen undgå at bemærke, hvad det var for en slags frokost vores leder ubevidst-uskyldigt guffede i sig.    

En af Francisco Goyas tegninger fra napoleonskrigene hedder “Når fornuften sover, trænger monstre sig på.” Han havde da også set mere, end han brød sig om at se.     

Uden sammenligning i øvrigt - men altså: med mit Salvador Dali - Hieronymus Bosch-inficerede billedsyn så (og hørte) jeg inde i skyggernes rige - oh rædsel! - en sækkepibe iklædt munter storblomstret kittelkjole. Højt opsat grå-blåt hår i rokokostil, små sorte øjne i tungt, dejblegt ansigt.

Med lange grenagtige arme skovlede den et brunligt fluidum ind i sin brede fiskemund; guldstykker strømmede klingende nedenud af sækken. En flok smådjævle kørte pengene bort i trillebøre, formentlig til videre behandling i en af stedets sorte ovne.